Kortfilmsuge på LEH: Dysten om "Den Gyldne Hjarne" - Efterskolen Hjarnø
22. marts 2023

Kortfilmsuge på LEH: Dysten om “Den Gyldne Hjarne”

“Det har været en herlig uge! Tiden er gået hurtigt, men det gør den jo altid i godt selskab. Det har været lidt vanskeligt men også hyggeligt. En fantastisk uge." Tilbagemeldingerne var ikke til at tage fejl af. Det samme var lærernes smil, da de endelig fik lov til at se de 9 flotte film, der var linet op til et brag af en prisuddelingsfest fredag den 17. marts, hvor "Den gyldne Hjarne" skulle tildeles af en spændt og dygtig jury. Kortfilmsugen er en af flere temauger på Livsstilsefterskolen Hjarnø. En anderledes uge, hvor eleverne arbejder praktisk og kreativt med kortfilm med flotte resultater til følge.

Lokationerne blev nøje udvalgt. Både på skolen, på havnen, i bussen, til koncerten der blev afholdt på skolen – selv sygehuset lagde kulisse til. Der er blevet filmet, klippet, kæmpet, grinet, svedt og løbet stærkt. Og til sidst kunne eleverne præsentere årets line-up af film til Filmfestivalen:

  • Kærlighed ved første blik
  • Asmodeus Servus
  • CLARA
  • Den nye
  • Det var bar en fest
  • Emo
  • Fem stadier
  • Glasset
  • Presset

Forældre og søskende var inviteret til den store festival fredag aften. Menuen stod på tapas, film, god stemning og store klapsalver af de 9 flotte film. Den gyldne Hjarne blev tildelt 8 forskellige grupper med flotte begrundelser fra den dygtige jury.

 

Tak for alle jer, der kom forbi og fejrede ugens afslutning på fornem vis.

Du kan læse nogle af elevernes oplevelser og beskrivelser af ugen og deres film under nedenstående billedgalleri. Du kan også læse mere om anderledes uger på Livsstilsefterskolen Hjarnø her. Og om Livet på vores efterskole her.

“ Det har været en utrolig fed og spændende uge, med en god gruppe hvor vi fik arbejdet sammen med nye mennesker. Vi sørget for at lave noget hele ugen, men stadig få vores pauser inkluderet. Vi fik hjulpet andre grupper på vej, men sørget også for at få lavet vores eget. Vi fik meget frie tøjle til at gøre, hvad vi ville. så der var ikke det store stress på. Det har været en mega sjov anderledes uge, det var rart at vi også havde nogle fælles aktiviteter om eftermiddagen. Vi synes også at det var sjovt at være statister i de andres film. ide-udviklingsprocessen var egentlig nemt nok men vi skulle selvfølgelig ændre på det i løbet af ugen. Det har ellers været pisse sjovt og vi har hygget os max. ”
Caroline, Alma, Emil, Puk, Sophia
Den Gyldne Hjarne
“ Hele vores kortfilm handler om at vende skønhedsidealerne på hovedet. Ved at lave klovneansigter på folk, så gør vi lidt grin med, at man skal se ud på en bestemt måde. For skønhed kommer indefra og ikke udefra, det prøver vi lidt at fortælle; at man ikke skal se ud på en bestemt måde for at være værdsat eller elsket at nogen. ”
Holdet bag filmen "CLARA"
Den Gyldne Hjarne
“ Det har været fedt, at vi selv skulle have så meget ansvar for det, vi laver, og at vi skulle have et produkt i sidste ende. Det var også fedt, fordi vi selv skulle finde ud af, hvordan og hvornår vi skulle arbejde, når vi alle sammen arbejder på forskellige måder. Budskabet i vores kortfilm er, at man aldrig ved, hvad der venter en på den anden side af hjørnet - selvom tingene kan se svære ud, kan der vente gode ting lige om hjørnet. ”
Signe, Ida, Malthe, Malthe, Natasja og Maja-Mathilde om deres film “Kærlighed ved første blik”
Den Gyldne Hjarne

Se også