Sådan møder vi dig og dine efterskolekammerater
På Efterskolen Hjarnø emmer stemningen af håb og optimisme, og vi tror på muligheder frem for begrænsninger. Dette positive mindset forventer vi, at du og dine efterskolekammerater tager til jer og bidrager til i løbet af jeres efterskoleophold – og gerne tager med videre ud i livet efter efterskolen. For god stemning og godt humør smitter! Tryghed, nærvær og hygge er essentielle fokusområder året rundt.
I dit efterskoleår på Efterskolen Hjarnø bliver du en del af et fællesskab, hvor du vil blive værdsat for at være dig. Et anerkendende miljø, hvor du kan udfordre dig selv og udvikle dig. Du møder nye mennesker og får nye venner. Dine nye efterskolevenner vil være der til at fejre dine succes’er og glæder med dig i løbet af året, men også til at dele udfordringerne med, hvis de opstår. Også på den måde er fællesskabet på en efterskole helt unikt. Du kan godt glæde dig!
En del af en fællesskabsgruppe
På Efterskolen Hjarnø bor du i et af vores hyggelige elevhuse sammen med flere af dine nye kammerater. Det lille fællesskab bliver din daglige base. På BGI akademiet, som Efterskolen Hjarnø er en del af, arbejder vi desuden med Familiegrupper (en gruppe af huse/elever). Som elev på Efterskolen Hjarnø vil du blive en del af jeres egen lille Familiegruppe med ca. 72 elever. Derudover vil du være en del af en familiegruppe på 12 elever, hvor der er knyttet en familielærer til. Familiegruppen bliver din lille familie, mens du går på efterskolen.
Din frie tid
Fri tid har du naturligvis også, mens du er på efterskole. Det er om aftenen og i weekenderne. Vi håber, at du får lyst til at tilbringe nogle af dine frie weekender på skolen, sammen med dine nye venner. I den frie tid har du mulighed for selv at finde på aktiviteter eller at være en del af nogle af de aktiviteter, som der løbende arrangeres af underviserne eller af dine efterskolekammerater. Det kan være:
- Hygge og spilaftener
- Outdoor aktiviteter og bål
- Kreativt værksted
- Spa og wellness
- Bevægelseslege og aktiviteter
- Brug af træningscenter
- Fitness
- Ture rundt på øen
- Tur til BGI i Bjerre for at bruge deres faciliteter
Weekender
Henover året afholder vi en række temaweekender, som arrangeres af familiegrupperne, skolens fællesråd og lærerne. Det kan være temaer som:
- Halloween
- 90’erne
- Pige/drenge-weekend
- Jul
- Høstfest
Kun fantasien sætter grænser.
Samarbejde på tværs af store fællesskaber
Hver onsdag tager vi til BGI akademiet i Bjerre, hvor vi blandt andet har Sundhed og Idræt og madkundskab.
1) Både fordi du så får adgang til nogle af Danmarks suverænt sejeste idrætsfaciliteter
2) Og fordi BGI akademiet i Bjerre og Efterskolen Hjarnø også er ét stort samlet fællesskab.
Derudover tager vi også til Gramvej engang imellem i weekenderne.
