Kan du godt lide at spille fodbold? Og synes du at fællesskabet på banen er fedt? Så er Fodbold for drenge i 10. klasse måske lige noget for dig. Faget vælges for et helt år, så du har mulighed for at udvikle dig sammen med dit hold og kan træne op til de kampe og fede oplevelser, der venter i løbet af året.
Her får du masser af spilletid og den bedste opbakning fra dine holdkammerater. Faget foregår niveauopdelt, på dit niveau, i et trygt fællesskab sammen med de andre. I Fodbold for drenge i 10. klasse handler det om glæden ved fodboldspillet. Faget er for alle, hvad enten du er nybegynder eller øvet. Det vigtigste er at være med, have det sjovt gennem fodboldtræningen.
Vi arbejder med både individuel udvikling, holdet og fællesskabet. Her er stort fokus på, at fodbold er et holdspil og på hvor vigtigt det er at spille hinanden gode. Om du har erfaring eller ej er ikke så afgørende. Det vigtigste er, at du har motivationen for at træne og spille hele året rundt.
Sådan foregår træningen
- Du har fodbold tre gange om ugen á to lektioners varighed.
- En gang om ugen foregår træningen på Hjarnø. Denne træning kan både være almindelig fodboldtræning, fodboldtaktik, fysisk træning, fodboldsnakke eller andet relevant.
- To gange om ugen træner vi på kunstgræs på Gramvej. Her kommer du til at træne med nogen på samme niveau som dig selv, når vi træner sammen med nogle af de elever, der går på fodboldlinjen på Gramvej.
Dine træninger veksler mellem niveauopdelte og fælles og byder for eksempel på forskellige fodboldøvelser, småspil og kampe. Vi træner både individuelle fodboldfærdigheder og mere holdtaktiske elementer.
Vi skal først og fremmest have det sjovt og udfordre os selv, så vi sørger for lige dele koncentration, high fives, spil og gode grin. Dine nye kammerater er med både på og uden for banen til at heppe, bakke op og grine – sammen med dig.
Vi skal også spille fodboldkampe i løbet af året mod andre efterskoler.
Kort sagt er der masser af gode timer og oplevelser at glæde sig til!