Sundhed og livsstilsændring - Efterskolen Hjarnø

Sundhed og livsstilsændring

Når du vælger Efterskolen Hjarnø, vælger du samtidig at sætte fokus på sundhed og at gøre noget godt for dig selv, både nu men også på sigt. Et år på Efterskolen Hjarnø kan nemlig give dig flere sunde, gode vaner der varer ved – samtidig med at de styrker dig bogligt og socialt. Kort sagt en livsstilsændring – hvis du vil – for det kræver noget af dig.

Dit efterskoleår begynder med, at du sætter dine egne mål for året. Der kan være mange grunde til, at du vælger at kombinere dit efterskoleår med en livsstilsændring.

Måske vælger du Efterskolen Hjarnø, fordi du:

  • gerne vil være en del af et unikt fællesskab hvor der er plads til forskelligheder.
  • gerne vil ændre vaner og livsstil så du får det (endnu) bedre med dig selv.
  • gerne vil hjælpes til at finde gnisten og passionen for motion og bevægelse.
  • gerne vil tabe nogle kilo.
  • gerne vil være en del af et positivt og anerkendende skolemiljø, hvor vi sammen går efter at nå vores mål og drømme.
  • gerne vil være en del at et fællesskab hvor vi alle laver fejl ind i mellem – det er dem vi lærer og bliver klogere af!
  • gerne vil være bedre til at acceptere din krop og dig selv.
  • gerne vil styrke dit selvværd og din selvtillid.
  • har oplevet mobning eller føler dig ensom og gerne vil være en del af et nyt (og aktivt) fællesskab.

Hvad der skal være dit fokus og mål, aftaler du sammen med din sundhedsvejleder og husgruppelærer gennem individuelle samtaler. For dit forløb på Efterskolen Hjarnø består nemlig både af en række fælles aktiviteter og et forløb målrettet dig.

Se mere om forløbet og skoleåret her.

Dit år på Efterskolen kan samtidig hjælpe dig med at afklare, hvad du gerne vil efter endt skoleår og gøre dig klar til at fortsætte på en erhvervs- eller ungdomsuddannelse.

Hvad er sundhed på Efterskolen Hjarnø?

På Efterskolen Hjarnø tænker vi sundhedsbegrebet positivt og meget bredt. Vi fokuserer på, hvordan du skaber det gode liv for dig selv – både fysisk, mentalt og socialt. Og vi fokuserer på, og støtter dig i, din egen udviklingsproces. På Efterskolen Hjarnø bliver du nemlig ikke kun til nogen men også til noget – for dig selv og for andre i fællesskabet på skolen.

Vi arbejder med sundhed ud fra “Det dobbelte KRAM”(Kilde: Peter Thybo). Det står for:

  • Kost
  • Rygning
  • Alkohol
  • Motion
  • Kompetencer
  • Relationer
  • Accept
  • Mestring

Få et overblik over, hvordan vi arbejder med sundhed ud fra Det dobbelte KRAM lige her. Vi fortæller også meget mere om det på vores besøgsdage, eller hvis du kontakter os.