11. marts 2026

Efterskolen Hjarnø lukker

Efter seks år lukker Efterskolen Hjarnø ved afslutningen af skoleåret i juni 2026. Beslutningen er truffet, fordi der med kun omkring 15 tilmeldte elever til kommende skoleår ikke længere er grundlag for at fortsætte skolen.

I sommeren 2020 begyndte de første efterskoleelever på det daværende Livsstilsefterskolen Hjarnø. Vi fik en fantastisk modtagelse på øen, og der var rigtigt meget der lykkedes i det efterskole-projekt, der handlede om sundhed – både fysisk og mentalt.

Skolens dygtige medarbejdere ydede en stor indsats for, at den enkelte elev blev dygtigere i de boglige fag og lærte glæden ved at bevæge sig. Fokus var at give de unge gode vaner, der kunne række ind i voksenlivet.

Da skolen havde flest elever, var alle 72 pladser besat. Efter nogle år blev der justeret på tilbuddet og skolen fik blandt andet nogle fokusfag, der skulle gøre det mere attraktivt for en bredere målgruppe. Vi ændrede i den forbindelse navn til Efterskolen Hjarnø.

Med kun omkring 15 elever skrevet op er der ikke grundlag for at fortsætte driften.

Skolen lukker derfor ved skoleårets udgang i slutningen af juni 2026.

Det er vi naturligvis rigtigt kede af.

Vi forventer at afhænde bygningerne i nærmeste fremtid.