Det nye elevhold er landet 💚 - Efterskolen Hjarnø
14. august 2023

Det nye elevhold er landet 💚

Søndag den 13. august mødte spændte og glade elever og deres forældre op på Gramvej. De skulle hilse på deres nye kammerater for første gang og møde deres kommende lærere.

Der blev disket op med lækker morgenmad, og da den var spist, var det tid til taler, præsentationer og møde i deres nye husgrupper. Derefter gik turen til Snaptun, hvor alle skulle sætte kurs mod Hjarnø.

Færgemændene og efterskolens personale stod klar til at tage imod bagage og de glade unge mennesker. Bagagen blev transporteret med traktor og vogn til efterskolen. Imens kunne elever gå eller cykle op til skolen til synet af alle de hejste flag, som øboerne havde sat op, for deres skyld.

Da de ankom til skolen, skulle de finde deres værelser og hilse på deres nye roomies. Der er altid en helt særlig energi i luften den første dag. Efter lidt udpakning og farvelkrammere til deres forældre, stod den på aftensmad og husmøde for første gang sammen med den nye husgruppe. Kl.22.30 var det godnat, og det var tid til at falde i søvn for første gang i sit nye hjem for det næste år.

De næste dage blev der brugt tid på at lære hinanden at kende. Der var lege, aktiviteter og teambuilding. De første dage var man en del sammen med sin nye husgruppe, så man hurtigt kunne få nogle trygge relationer. Stille og roligt begyndte man at være sammen med hele skolen, så man kunne lære alle sine nye kammerater at kende. Hyggelige timer ved bålet, gåture rundt på øen og badning i havet, blev der heldigvis også rigeligt tid til

En fællesgruppedag på Gramvej blev det også til med rundvisning og mulighed for at prøve nogle af alle faciliteterne.

Ingen LEH´er uden en dåb

Til sidst i introperioden, er det på tide at blive døbt til en ægte LEH´er. Alle tager til stranden, hvor der skal laves vandaktiviteter og konkurrencer. Til slut går vi alle over vandet og er hermed døbt som en ægte LEH´er – Velkommen til Hjarnø!

Se også